Foto med min broderede US – Army kasket, som jeg bl.a. havde
på til demonstrationerne mod Verdensbanken i 1971.

Jo Møller: Begravelsen i Dyrehaven

Nogle år forinden, havde jeg været med til nogle begravelser.
Der var især én begravelse, der havde gjort dybt indtryk på mig. Det var min farfars.
Den gang var jeg 18 år.

   
Den gamle gravhøj på Præstesletten i Dyrehaven nord for København.

Min farfar kom egentlig fra en velhavende købmandsfamilie; men de gik konkurs da Brugsforeningerne dukkede op og tog landkunderne. Hele familien hadede herefter Brugsen.
Så, min farfar måtte, som så mange andre først i 1900-tallet, arbejde sig op fra bunden og det gjorde han.
Han havde været en streng herre, Fabrikant Møller; men på sine gamle dage, - som jeg husker, - var han en bestemt, men kærlig og humoristisk patriark.

Min farfar troede ikke længere på Gud. Han havde engang, haft stor tillid til en præst; men da den gode mand blev taget for svindel, blev tilliden til foragt og Gud røg med i svinget. Det med Gud var humbug og min farfar blev ateist.
Nu var han død, min farfar, og skulle begraves. Det foregik, af ubegribelige årsager, i en af statens kirker.
Med hvid kiste foran alteret, med lys og blomster, sørgende efterladte, - inkl. undertegnede, - bænket med salmebøger og en præst der stod ved kisten og fyrede en professionel prædiken af, som var en græsk tragedie værdig. Min farfars søster brød totalt sammen og måtte støttes ud bag efter, medens jeg dybt chokeret konstaterede, at det hele var svindel og humbug.

Jeg besluttede straks, at realiserer min egen begravelse, inden det var for sent. Dvs. medens jeg stadig var i live og kunne bestemme, hvordan det skulle foregå. Det skulle ikke vente for længe. Min 25 års fødselsdag ville være passende, da der ville være en rimelig mulighed for, at jeg ikke var død endnu på det tidspunkt. (Dengang opfattede vi folk på 30 år som åndeligt døde.)

7 år senere nærmede jeg mig mit ¼ århundrede. Jeg boede i Kbh. og var med i Workshopgruppen ”Rimfaxe II” og resterne af ”Christianshavnsgruppen”. Jeg forelagde mit forehavende for sidstnævnte gruppe og skuespillerne blev involveret som ceremonifolk. Sendte invitationer ud til venner og bekendte: ”Du er inviteret til min begravelse d. 19. maj 1972. Tag dit fineste tøj på, medbring mad og drikke og stig på bagerste vogn i S-toget til Klampenborg, som kører fra Vanløse kl. … Valby kl. ... Enghave kl. … - etc.
s.u. ”

På Enghave station blev kisten båret ombord i togets bagerste vogn, det var en stor sort jernkiste, og togrejsen fortsatte som planlagt. Jeg hørte siden, at det havde været vildt hyggeligt, grænsende til det galgenhumoristiske, indtil selskabet ankom til Hellerup station, hvor jeg steg på, flankeret af to ceremonifolk. De bar lange kutter med tildækkede ansigter, jeg havde en hellang kappe på, og bar min dødsmaske. Vi var trådt i karakter.
Der var nu meget stille i vognen, folk veg pladserne så vi kunne sidde og andre rejsende fortrak.
På de næste stationer steg der flere inviterede venner og bekendte på toget, bl.a. flere ceremonifolk, nogle med nogle store rustne graveinstrumenter og andre med friske bøgegrene. Alt foregik i stilhed.

Vi steg ud på Klampenborg station. Følget, som nu bar bøgegrene, tog plads bag kisten, som blev båret højt, - flankeret af ceremonifolk med de rustne redskaber og foran kisten gik den døde, - langsomt. Det støvregnede.
Vi bevægede os op mod udgangen, de fleste rejsende havde forladt perronen, bortset fra denne ældre gangbesværede dame, som vi kom til, at gå lige bag ved. Nu gik det meget langsomt; men lige inden udgangen, havde hun åbenbart fået fornemmelsen af, at der lig’som var andre tilstede og hun vendte sig langsomt, halvt om… Det var faktisk synd for hende, men hun fik virkelig fart på.
Nå, vi bevægede os ud, og op mod droscherne, som holdt tæt i småregnen. Da vi nærmede os blev der uro, hestene blev nervøse og det var vanskeligt, at få hyret droscher til vores videre færd ind i Dyrehaven; men det lykkedes at overtale nogle kuske.
Kortegen af sorte våde droscher med kalechen oppe trukket af dampende heste, bevægede sig nu gennem en forårsgrøn, ganske tom og næsten stille dyrehave, frem til toppen af en bakke hvor to træer stod frit, lige over for hinanden.
Herfra gik processionen direkte ind i vildnisset, frem til den store lysning, som hedder Præstesletten.

Her var samlet en stor flok hjorte, som gik og græssede i støvregnen.
Da vi langsomt nærmede os, delte de sig roligt og spiste videre, vi passerede lige gennem flokken. Og videre frem, til den ene af de tre høje der findes på sletten, - den der har en sænkning foroven.
For foden af højen stoppede vi. En af gik frem og lidt op ad højen med sin guitar, hvor han spillede en sang, han havde komponeret over min tekst til lejligheden.
Derefter gik vi op på højen, følget slog kreds på kanten af hulningen, som ceremonifolkene og jeg gik ned i, med kisten.

Ritualet tager sin begyndelse.
Nu blev jeg lagt på jorden, med hovedet mod kisten, så vi tilsammen dannede en T-form, med ceremonifolkene omkring mig i en indre kreds.
Derefter gik følget frem og én efter én lagde de deres bøgegrene over mig, til de dækkede mig.
Kistens låg blev nu åbnet. Den indeholdt forskellige brugte og for mig, karakteristiske ting, - bl.a. den broderede US-Army kasket, som jeg bl.a. havde brugt til Verdensbank demonstrationerne.
Indholdet blev vist frem, del for del, og lagt tilbage. Derefter blev indholdet overhældt med tændvæske og antændt. Ilden slog buldrede til vejrs.
Der efter fremsagde ceremonifolkene nogle messende remser, tre gange.
Den tredje gang bøjede de sig gradvis ned over mig, for til sidst at rejse mig op, gennem grenene i et demaskerings og genfødselsritual. Jeg blev afklædt og iklædt festtøj. Så nu var der fest på højen i Dyrehaven, med medbragt mad og drikke.
Bagefter festede vi videre i Spillehusets teaterlokaler inde i byen. Jeg fik sagt farvel til mine venner og bekendte i løbet af natten og hen under morgen, - og bortset fra ceremonifolkene, - så jeg dem ikke siden.

Dagen efter mødte jeg en kvinde, jeg kendte utroligt godt, selvom jeg aldrig havde mødt hende før. Vi har siden delt vores liv.

  
Fra Workshopgruppen Rimfaxe II

Jeg var med i Workshopgruppen Rimfaxe II, som jeg nu forlod til fordel for resterne af den legendariske, eksperimenterende teatergruppe, "Christianshavnsgruppen", som egentlig var gået konkurs. Vi dannede nu en teatergruppe under dæknavnet "Vand og Brød". Det var en kort hektisk og produktiv periode, med gadeteater på strøget og spektakulære aktiviserende forestillinger, fra maj til november ’72.

Fra september 1972 var jeg samtidig med i Produktionsgruppen "Rimfaxe". Vi lavede politisk teater og turnerede bl.a. med forestillingen "Barriada". Efteråret 1973 blev jeg ansat som skuespiller på "Filuren" i Århus. Men den teaterform var lige rigeligt traditionel og selvoptaget. Med skreven dramatik, udenadslære og teaterdirektør. Den slags teater interesserede mig ikke. Det var egentlig ikke det, at stå på en scene og fyrer roller af, jeg var optaget af. Jeg ville improvisere og eksperimentere. Være en del af den kollektive, skabende proces. Det var noget gruppe-teateret kunne. Det var en god udviklingsform. Så jeg tog tilbage til København ved år skiftet og fik bl.a. gæstelærer jobs i dramatik og teater på Teglgårdstræde - og Gladsaxe seminarierne.

Teatergruppen Rimfaxe. Fra venstre: Kisten Jensen, skuespiller - Jo Møller, skuespiller - Preben Bjørn, skuespiller - Horatio Munoz, instruktør - Margit Munoz, teknik - Peter Craig Krogh, musiker - Trille Nyvold, oplæser.

Se >> Politiken 5. Februar 1973 "Rimfaxe tager en tur til Skjern"

I 1975 stifter jeg familie og flytter på ”landet”. Vi tog til Silkeborg, hvor jeg involverer mig i det lokale kulturliv og danner teatergruppen ”Rodskud”. Første optræden var en gadeteaterforestilling med masker og folk hentet ude fra, samt lokale hjælpere. Siden påbegynder jeg workshop- forløb i kulturstedet ”Vaskehuset”. Men da de lokale aktører og jeg, ikke var enige om ambitionsniveauet, eller mangel på samme, faldt gruppen fra hinanden. Teateret trængte til en pause, men jeg var ikke færdig med teater. For senere, først firserne, dannede jeg billedteateret ”Mollio”.

Den gang, i halvfjerdserne, begyndte jeg at lave masker, objekter, collager mv. Debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1977 (se CV) og indgik i ledelsen af det alternative Galleri Krogen i Silkeborg.

Den retrospektive liste fortsætter her fra.
Se også CV

Tilbage